Gratis hækleopskrifter KreaLoui, Hæklerier

Hæklet tæppe i Granny Stripes

Hold nu op det er ved, at være et stykke tid siden I har hørt fra mig… Jeg har været godt hængt op med mit nye arbejde og tusinde andre arrangementer i weekenderne, fordi jeg har haft fødselsdag og min kæreste lige efter. Og apropos min kærestes fødselsdag, så har jeg (selvfølgelig) hæklet en gave til ham. På det seneste har jeg fået lidt en svaghed for at hækle tæpper, da det bare er en lille smule mere afslappende for mit hoved end at sidde og tælle en masse, som når man hækler dyr fx 🙂 Og det er nok også en af grundene til, at der ikke falder lige så meget af på bloggen for tiden, da projekterne tager lidt mere om sig i størrelse og tid. Anyways – here it is mit første Granny Stripes-tæppe (og det faldt i god jord) :


Tæppet er som sagt hæklet i Granny Stripes, og nedenfor har jeg lavet en kort beskrivelse af, hvordan jeg har hæklet tæppet, hvis du selv har lyst til at lave et billigt, nemt og relativt hurtigt tæppe. 🙂 Du skal dog lige være opmærksom på, at jeg har hæklet tæppet med striberne på langs (modsat, hvad de fleste ville gøre, når de hækler i dette mønster). Tæppet er endt med at måle 125 x 165 cm.

MATERIALER:
Hæklenål str. 5,5
Stoppenåle (til at hæfte ender)
DROPS Loves you 8 (jeg har brugt 15 nøgler lysegrå og 14 nøgler mørkegrå)

FORKORTELSER
m = maske
lm = luftmaske
fm = fastmaske
stm = stangmaske
km = kædemaske

( ) = Antal masker i omgangen
rk = række
” – ” = Angiver, hvad der skal gentages x antal gange

Fremgangsmåde
Tæppet hækles i mønstret Granny Stripes (hvis du ikke har styr på mønsteret, så de evt. HER).

Mønsteret laves som nedenstående :

(start med lysegrå) Slå 181 lm op, vend med 1 lm og start i 2. lm fra nålen
1. rk : Hækl FM tilbage ad hele rækken

Nu vender du med 3 lm (hvilket fortsætter med resten af tæppet)
2. rk : Hækl 2 stm i 1. m, og herefter “1 lm, spring 2 m over, 3 stm i samme m” gentag rækken ud

3. rk : Hækl 3 stm i første lm-hul, 1 lm, 3 stm i næste hul osv. hele rækken ud

Sådan fortsætter du mønsteret resten af tæppet.

Jeg har hæklet 4 rækker først med lysegrå og herefter 4 rækker med mørkegrå og fortsat på denne måde til jeg havde 23 rækker (starter og slutter med lysegrå).

Herefter har jeg i siderne hæklet en række med Granny Strips i lysegrå for at gøre kanten mere ensartet (se nedenstående billede med kanten til højre i billedet). Efter denne hæklede jeg 1 fm i lysegrå i hver m hele vejen rundt. Og til sidst skrifter du til mørkegrå og hækler 1 fm i hver m hele vejen rundt, så du har to rækker af den mørkegrå til at slutte af med. Husk at lave to fm i samme m i hjørnerne.


Du er velkommen til at sælge ud af, hvad du laver ud fra mine opskrifter (så længe der ikke er tale om en masseproduktion). Jeg har bare et princip: Jeg vil meget gerne have at du deler med mig , hvad du laver og ikke mindst, at jeg får credit for mit design – evt. på Instagram @KreaLoui 🙂

Blogindlægget indeholder affilierede links.

2 Comments

  • Reply

    Anette Fransgaard

    22. november 2017

    Måske et mærkeligt spørgsmål, men hvordan vender du med en fastmaske ?
    Hilsen en nybegynder 😉

    • Reply

      Louise

      23. november 2017

      Hej Anette,

      Det er mig der havde skrevet forkert i opskriften – du skal selvfølgelig vende med en lm 🙂

      Prøv evt. at se min YouTube-video, hvor jeg viser, hvordan man vender med 1 lm her : https://youtu.be/9wOXRxE34dk (og der findes også en video på min YouTube-kanal, hvor jeg viser, hvordan man vender med stm.

      Jeg håber du finder ud af det <3

      Kh
      KreaLoui

Skriv et svar