Gratis hækleopskrifter KreaLoui, Hæklerier

Stor hæklet boble-pung

Den her har (ligesom så mange andre af mine ting) været færdig i et stykke tid, men nu er det altså på tide, at vise den frem 😉

dsc_0426

Den måler ca. 25 cm i bredden og 12 cm i højden. Det er lidt svært at se på billederne, men i den ene side har jeg lavet to små lommer, som er ret praktiske til opbevaring, da jeg bruger pungen til mine alle mine hæklenåle samt stoppenåle, saks, nåletråder og andre finurlige ting, man altid skal bruge med hæklerierne 🙂 Det er et super nemt DIY-projekt, som er lige til at gå i kast med (også selvom man er relativ ny i hækleverden).

MATERIALER:
Hæklenål str. 4 (jeg anbefaler du bruger den nål, der passer bedst i forhold til din hæklefasthed)
8/8 Bomuldsgarn (her kan du selvfølgelig selv kombinere alle de farver du vil)
– Lynlås (20 cm – købt i STOF2000)
– Et lille stykke stof til for
– Sytråd og nål (til montering af for og lynlås)
Stoppenåle (til at hæfte enden)

FORKORTELSER
m = maske
lm = luftmaske
fm = fastmaske
bm = boblemaske

( ) = Antal masker i omgangen
rk = Række
omg = Omgang
” – ” = Angiver, hvad der skal gentages x antal gange

Opskrift – Stor hæklet boblepung

Start med at hækle i rækker. Her skal du sørge for at vende med 1 lm i hver række og start derefter i 2. lm fra nålen i hver række.

Slå 35 lm op
1.-8. rk : 1 fm i hver m (35) – herefter har du den rektangel, der skal danne bunden i pungen.

Nu hækler du ikke længere i rækker, men i omgange – dvs. der hækles i spiral(!)

1. omg :Hækl rundt om rektanglet med skiftevis fm og bm – se evt. vejleding med boblemasker HER (86 – heraf 43 bobler)
2. omg : 1 fm i hver m hele vejen rundt (86)

3.-20. omg : Gentag de to omgange til du har 10 omgange med bobler (dvs. 20 omgange i alt)

Herefter skifter du farve.

21.-27. omg : Forsæt i samme mønster med en omgang skiftevis “fm og bm” + 1 omgang kun med fm. Lav 7 omgange med den nye farve (dvs. 3 omgange med bobler)

28.-31. omg : Herefter hækler du 1 fm i hver m (84) i 4 omgange

Afslut med km og efterlad garn nok til at hæfte enden.

Til sidst monteres lynlås og herefter for. Se evt. DENNE VEJLEDNING jeg har lavet til montering af lynlås og for 🙂


Du er velkommen til at sælge ud af, hvad du laver ud fra mine opskrifter (så længe der ikke er tale om en masseproduktion). Jeg har bare et princip: Jeg vil meget gerne have at du deler med mig , hvad du laver og ikke mindst, at jeg får credit for mit design – evt. på Instagram @KreaLoui 🙂

Blogindlægget indeholder affilierede links.

10 Comments

  • Reply

    Julie

    25. oktober 2017

    Hej 😊
    Hvad er cirka-målene på den færdige rektangel til bunden? Jeg er ny i hækleverdenen, og skal lige finde ud af min fasthed ift. nål.
    Tak 😊

    • Reply

      Louise

      23. november 2017

      Hej Julie

      Lad være med at gå alt for meget op i hæklefastheden med pungen – hvis du føler, at det bliver for lille, kan du blot tilføje et par masker i længden/bredden til du føler, at den har den rigtige størrelse 🙂

      Men når det så er sagt, så måler min ca 18 x 4 cm i bunden.

      Kh
      KreaLoui

  • Reply

    Jane

    9. august 2017

    Hej.
    Er helt ny i hækle verdenen, har dog forsøgt mig med pungen og skal til de sidste 4 rækker med fm. Du skriver afslut med km, er det bare en enkelt eller en række??
    På forhånd tak

  • Reply

    Anne Sofie

    20. juli 2017

    Har du selv købt garnet på den anbefalede hjemmeside? I så fald hvilke farver har du brugt? De er nemlig rigtig fine 🙂
    Kh
    Anne Sofie

  • Reply

    Anne Kathrine

    16. juli 2017

    Hvor er den skøn! Men hvordan får du boblerne til at ligge så tæt og ikke lige ovenover hinanden?

  • Reply

    Lisbet Klok

    2. juli 2017

    Er det forstået rigtigt, at man hækler rundt om bunden. Hvad gør man så i hjørnerne. Er nybegynder ud i hæklekunsten.

  • Reply

    Annemette

    3. december 2016

    Hej 🙂
    Fed pung!
    Har dog lige et spørgsmål: Hvordan laver du boblerne?
    Hilsen Annemette

    • Reply

      Louise

      3. januar 2017

      Hej Annemette!
      Tak for de pæne ord ☺️ Prøv at google boblemønster/boblemasker/popcornmønster/popcornmasker så kommer der en masse videoer/billedeguides – og så er det bare at vælge den “forklaring”, der passer dig bedst 😃👌🏻

  • Reply

    Stine

    24. november 2016

    Hvor mange nøgler har du brugt til den? Den er så fin og jeg vil snart gå i gang med den 🙂

    • Reply

      Louise

      25. november 2016

      Hej Stine,

      Tak for de pæne ord! Jeg har brugt 2 lyserøde nøgler og 1 grøn nøgle – men det kan man jo kombinere og gøre helt som man vil 😀

      Del endelig med mig, hvad du får ud af det 😉

      Kh
      Louise

Skriv et svar