I sommers lavede jeg et “voksen-tæppe” til Mikkel og Sofie i bryllupsgave (ser HER). Jeg synes, at mønsteret var ret fint og tænkte, at der egentligt kunne komme en ret god version ud af det som et babytæppe. Under billedet finder du en gratis DIY hækleopskrift på babytæppet, der er utrolig nemt (og faktisk også ret hurtigt) at lave – hvis du er nybegynder vil dette være en rigtig god opskrift at starte med 🙂
Tæppet måler : 75 x 60 cm, hvilket er en god størrelse hæklet tæppe til en baby. Hvis du ønsker at lave et hæklet juniortæppe, kan du slå lidt flere masker op i starten og tilføje flere rækker.
MATERIALER:
- Hæklenål str. 5
- DROPS Baby Merino
– 4 nøgler natur
– 4 nøgler lys søgrøn
– 4 nøgler nordsø - Stoppenåle
FORKORTELSER
m = maske
km = kædemaske
lm = luftmaske
fm = fastmaske
stm = stangmaske
( ) = Antal masker i rækken
rk = Række
” – ” = Angiver, hvad der skal gentages x antal gange
Til at hækle tæppet kan nedenstående 3 videoer være en hjælp til dig :
1. Hvordan laver man en stangmaske?
2. Hvordan vender man, når man hækler stangmasker?
3. Hvad er bagerste maskeled?
Gratis hækleopskrift – Hæklet babytæppe med dipdyed-effekt
Garnet ligges dobbelt hele vejen igennem – dvs, du hækler med 2 nøgler af gangen.
Start med 2 nøgler natur
Slå 91 lm op. Vend med 2 lm og start næste række i fjerde m fra nålen (dette gælder i hver rk – se evt. ovenstående video med stangmaske-vendinger).
Godt tip : den sidste maske i hver rk laver du ikke i bagerste maskeled med i stedet i gennem hele masken. På den måde får du en pænere og mere “stabil” kant 🙂
1.-13. rk : 1 stm i bagerste maskeled i hver m (90) – 13 rækker
Skift den ene naturfarvede ud med en søgrøn, så du nu hækler med natur og lys søgrøn
14.-26. rk : 1 stm i bagerste maskeled i hver m (90) – 13 rækker
Skift den naturfarvede ud med en søgrøn, så du nu hækler med 2 nøgler lys søgrøn
27.-39. rk : 1 stm i bagerste maskeled i hver m (90) – 13 rækker
Skift den ene lys søgrøn ud med en nordsø, så du nu hækler med lys søgrøn og nordsø
40.-52. rk : 1 stm i bagerste maskeled i hver m (90) – 13 rækker
Skift den lyse søgrøn ud med en nordsø, så du nu hækler med 2 nøgler nordsø
53.-65. rk : 1 stm i bagerste maskeled i hver m (90) – 13 rækker
Klip garnet og efterlad en ende, der er lang nok til hæftning.
KANT
Til sidst hækler du en kant i fastmasker. Her skal du skifte farverne på garnet, så kanten passer med det stykke du har hæklet på tæppet.
Efterfølgende har jeg hæklet en kant med fastmasker, hvor jeg kun har lavet 1 omgang med 1 fm i hver med lys søgrøn.
Du er velkommen til at sælge ud af, hvad du laver ud fra mine opskrifter (så længe der ikke er tale om en masseproduktion). Jeg har bare et princip: Jeg vil meget gerne have at du deler med mig , hvad du laver og ikke mindst, at jeg får credit for mit design – evt. på Instagram @KreaLoui 🙂
Blogindlægget indeholder affilierede links.