Jeg har glædet mig helt vildt fjollet meget til at dele det her med jer! For lidt under et år siden talte jeg med søde Josefine, der står bag bloggen “minkreativeverden” – hun fortalte mig om sit nye studie og jeg var helt solgt fra starten. På daværende tidspunkt var jeg stadig i den finansielle sektor, så jeg turde egentligt ikke tage springet. Men endnu en omgang sygdom med depression tvang mig til at tage nogen seriøse overvejelser omkring mit karrierevalg, så efter mange mange mange tanker har jeg valgt at følge min mavefornemmelse og forfølge min drøm om at leve af det kreative – så jeg søgte ind på studiet.
Det var med lidt kriller i maven, da jeg måske tænkte, at jeg var lidt for gammel til at gå fra en ganske pæn løn med pensionsordning og alle de der “voksen-ting” til at skulle tilbage på SU i en alder af 28 år – velvidende at uddannelsen er en professionsbachelor og tager 3,5 år(!). Ikke desto mindre blev beslutningen taget, og jeg havde første skoledag for 3 uger siden. Så stilheden på bloggen på det seneste skyldes blandt andet skolestart.
Uddannelsen hedder “Tekstildesign, – håndværk og formidling” – eller det vil sige, i daglig tale bliver den kaldt “Tekstilformidler”. Jeg skal læse på UCC (Campus Carlsberg – som er en del af Københavns Professionshøjskole). Kort fortalt (og det jeg faldt for) så tilegner man sig en viden indenfor de tekstile håndværksfag. Hovedfaget er tekstildesign/håndværk og herunder er broderi, strik og tekstiltryk de andre store fag på skemaet.
For at give jer en lidt bedre idé om, hvad uddannelsen går ud på, har jeg taget et billede af alle de bøger, der skal bruges til 1. og 2. semester – så giver det måske en lille smule mere mening for jer 😉
- Voksenundervisning. Formidling i praksis (Gert Rosenkvist & Mogens Christiansen)
- Ny mønsterkonstruktion for kvinder (Hervor Ersmann & Inger Öberg)
- Vild med sting – en grundbog i broderi (Trine Andresen)
- Technical drawing for fashion – a complete guide (Basia Szkutnicka)
- Videnskabsteori for begyndere (Torsten Thuren)
- Tekstil – brugsegenskaber og vedligeholdelse (teknologisk institut)
Jeg må indrømme at jeg smilede over hele ansigtet, da jeg så vores materialeliste, fordi det bestemt ikke som en litteraturliste på så mange andre studier, der kun er fyldt med bøger – men i lige så høj grad fyldt med sy-tilbehør, tusser og al verdens andet sjovt grej man skal bruge til det kreative 🙂 (hvis du er nysgerrig, så kan du se vores materialeliste her).
I de første par uger har vi arbejdet med designprocessen og fået lov til at snuse til en masse forskellige metoder, vi kan bruge i den forbindelse. Derefter har vi haft en uge med videnskabsteori og i denne uge er så vi startet på Kulturfag, hvor vi starter med Dragthistorie. Her skal jeg sammen med min gruppe undersøge 1800-1869’s silhuet, materialer og mønstre.
Jeg tænker, at der nok skal komme flere opdateringer fra mig omkring mit nye stude og hvad det indebærer i fremtiden 😉
Hvis du har lyst til at læse mere omkring uddannelsen kan du se her (på UCC’s hjemmeside) eller her på ug.dk.